Aldrig har så få ødelagt så meget for så mange

Nu er der nogen, der har fået nok af, at havene dør mens politikerne bare ser til.

Vi vil forsøge at få befolkningen til at samle sig om de partier, der vil gøre en aktiv indsats for at der igen kommer fisk i havene og sikrer rent vand i hanerne

Og efter debatten i aviser og på TV at dømme, er der store grupper, der kerer sig om vores hav, og er chokerede over at der ikke gribes ind fra politisk hold.

Det skal ikke mere være nok med at nedsætte udvalg eller have 10 års projekter. Vi vil have handling her og nu. Livet i vores have dør nu og flere og flere vandboringer lukkes.

Derfor har vi sendt et ultimatum til partierne på Christiansborg.

Partierne skal fremsætte love, der beskytter havene og som træder i kraft fra næste år.

Der skal være skarpe regler for hvilke aktiviteter, der må være i 30% af havarealet.

Det skal være slut med pesticider i haver, parker og i landbrug, og kvælstofudledningen fra landbruget skal over få år halveres.

Det skal forbydes at importere spildevand, der efter en mindre rensning udledes i havet. Det er ikke kun ved Randers man modtager forurenede stoffer fra olieboringer i Norge.

Der modtages også spildevand fra norske boringer. Der foretages en let rensning, hvorefter resten hældes i havet.

Siden 1997 er millioner af liter forurenet spildevand blevet hældt ud i Agersø Sund, der ligger ud for Skælskør nogle få kilometer syd for Storebæltsbroen.

Randszoner, der blev afskaffet 2016 ved vandløb og søer skal genindfører.. I disse zoner må der ikke spredes kvælstof, fosfor eller andre forurenende partikler.

Med den sammensætning Folketinget har nu, vil der formodentligt ikke være flertal for disse helt nødvendige krav for at redde vores hav og drikkevand., men kan man samle store dele af befolkningen op til næste valg, er der måske håb for liv i havet, for der opfordres til at man ikke stemmer på partier, der er ligeglade med vores hav og drikkevand!!!

Til politikerne

Sendt til partierne:

Aldrig har så få ødelagt så meget for så mange.

Vi er en gruppe borgere, der ikke mere vil finde os i, at politikere tillader en lille gruppe landmænd og fiskere at ødelægge vores drikkevand og livet i havet for alle andre danskere.

Det drejer sig om fiskere, der fisker med bundtrawl og dermed skader havbunden og ynglestederne for masser af fisk, med det resultat at havene dør, og andre fiskere trues på deres brød.

Det drejer sig endvidere om de landmænd, der dyrker deres landbrug på uforsvarlig vis og forurener havet og jorden med pesticider og kvælstof med bl.a. iltsvind og drikkevandsforurening til følge.

Vi klandrer ikke disse fiskere og landmænd. De gør jo bare hvad der er lovligt. Derimod klandrer vi de politikere, der spiller hasard med vores land, fordi de ikke har modet – eller viljen – til at stå op imod de stærke lobbyer fra landbrug og fiskeri.

Vores guideline vil være at opdele partierne i Folketinget i "Hav- og drikkevandspartier" og ligeglade partier.

"Hav- og drikkevandspartierne" defineres ved at de nu laver lovgivning, der i princippet svarer til de medfølgende 4 skitser til lovforslag. 

Der er altså ikke tale om nedsættelse af kommissioner eller tiårs projekter. Der er derimod tale om en her og nu handling, idet datoerne i lovforslagene er ufravigelige.

Der er heller ikke tale om store udgifter til resten af befolkningen i form af kompensationer.

I Danmark er det forureneren, der betaler. Man skal således ikke have kompensation for at undlade forurening.

Partierne må selv vælge, om de vil være "Hav og drikkevandspartier", men vi vil hermed erklære, at vi kun vil stemme på partier, der er "Hav- og drikkevandspartier", og vi vil starte en folkebevægelse for at få alle danskere med.

Vi er klar over, at der ikke for øjeblikket kan skabes flertal for indgreb, der redder vore have, men der kan jo kommer valg, før vi aner det.

Arne Würgler og Marianne Bentsen

initiativtagere til

Folkebevægelsen FOR rent hav og drikkevand.

De 4 lovforslag

Lovforslag 1

Lovforslag til genoprettelse af liv i danske farvande

I regeringens havplan nævnes 10% som strengt beskyttet hav, mens 30% benævnes beskyttet hav.

Fra d. 1. januar 2025 vil alle 30% være at betragte som strengt beskyttet hav.

I havarealer, der er kategoriseret som "strengt beskyttet", vil fiskeri, herunder med bundtrawl og andre redskaber, dambrug, råstofindvinding, klapning og vedvarende energi blive forbudt.

Da ejendomsretten ikke krænkes, vil lovforslaget ikke være forbundet med udgifter til stat eller kommuner.

Lovforslag 2

Lovforslag til beskyttelse af drikkevand

Fra 1. januar 2025 vil det være forbudt at anvende syntetiske pesticider i Danmark.

Dette gælder i private haver, i parker og i landbruget.

Der udstedes forbud mod import af spildevand. Basel-konventionens forbud mod at eksportere sit affald til behandling i andre lande følges.

Da ejendomsretten ikke krænkes, vil lovforslaget ikke være forbundet med udgifter til stat eller kommuner.

Vi erkender at kommunerne vil få ekstra udgifter i forbindelse med vedligeholdelse af parkanlæg.

Lovforslag 3

Lovforslag til oprettelse af RENT HAV OG DRIKKEVAND

I løbet af året 2025 reduceres ved påbud landbrugets brug af kvælstof med 10%.

De efterfølgende år reduceres forbruget ligeledes med 10% indtil forbruget er halveret.

Da ejendomsretten ikke krænkes, vil lovforslaget ikke være forbundet med udgifter til stat eller kommuner.

Lovforslag 4

Lovforslag til indførelse af randzoner

Der indføres randzoner på 10 m fra vandløb og søer. I disse zoner må der ikke spredes kvælstof, fosfor eller andre forurenende partikler.

Da ejendomsretten ikke krænkes, vil lovforslaget ikke være forbundet med udgifter til stat eller kommuner.